Elmetræet har altid været populær i den danske natur, og findes i tre arter: storbladet, småbladet og skærmblomstret elm, hvor primært den førstnævnte udgør landets skove. Træsorten indvandrede til Danmark over 9000 år siden, og er i dag synlig i store dele af Europa samt i bjergegne i Asien. Elmetræet har dog indenfor de seneste årtier oplevet massiv tilbagegang i skovområderne grundet elmesygen, der først blev introduceret til Europa i 1919 ved en ladning af tømmer på havnen i Marseille. Elmesygen skyldes en svamp, der angriber de celler, der sørger for transporten af sukker fra træets blade til rødderne, som har behov for energi. Svampen spredes fra træ til træ af små barkbiller, der lægger æg under barken på træet – kort sagt dræber svampen langsomt træet. Siden elmesygen introduktion har man derfor fældet de fleste elmetræer i håbet om at kunne udrydde barkbillen, der spreder svampen. Undersøgelser viser dog nu, at der i dag er flere varianter af elm, der har vokset sig resistente over for elmesygen, og faktisk trives og er i god vækst. Vejen burde således være banet for et comeback til det populære bytræ. Elmetræets stærke og holdbare egenskaber betyder, at det egner sig godt til brænde, da det er let at tænde op i, og har en brændetid på 3-4 timer. Gennem tiderne har træsorten dog også haft diverse andre formål, og er derfor blevet brugt til udarbejdelsen af alt fra buer til at sno tov. Træet blev dog hovedsageligt anvendt til de projekter, der krævede stærkt træ såsom skibskøle, klokkeophæng, vogne osv. I dag bruges det ligesom andre træsorter ofte til møbler og gulve.